Valgfag

Hvad vækker din nysgerrighed?

På Efterskolen PLAY har vi valgfag på skemaet to gange i ugen – her får du et udbud af forskellige fag, og så vælger du selv, hvad du har lyst til at dykke ned i. Valgfagene giver adspredelse i hverdagen, og så giver det dig mulighed for at præge dit skema med de fag, lige netop du har lyst til.

Kom ud af din komfortzone

Dyrk en interesse, du allerede har, eller se valgfagene som smagsprøver på nye og anderledes oplevelser. Kig ind i en verden, der er helt ukendt for dig, eller dyk ned i noget, du altid har haft lyst til at prøve af. Hvem ved, måske finder du en helt ny hobby eller stifter bekendtskab med et helt nyt interessefelt, du ellers aldrig ville have opdaget?

Vores opfordring er, at du vover at prøve noget nyt og afsøge ukendte territorier. Vælg det, der vækker din nysgerrighed – også selvom det er udenfor din komfortzone.

Hvilke fag kan du vælge?

I valgfag vælger du et emne for en kortere periode, hvorefter du vælger et nyt. Udbuddet skifter løbende og afhænger af både undervisernes idéer og elevernes interesser. Herunder ses eksempler på tidligere valgfag.

Vi ser gode, sjove, mærkelige, spændende og måske lidt oversete film. Vi udforsker forskellige genrer og film fra forskellige dele af verden, og bagefter taler vi om dem — hvad vi så, hvad der virkede, og hvorfor vi tit reagerer helt forskelligt på den samme film. I filmklubben er man selvfølgelig med til at vælge, hvad vi skal se, så holdets egen smag er med til at forme programmet hen over perioden.

Kan du tegne en proces? En idé? Et forløb i dit projekt? I dette valgfag lærer du at bruge tegning som et redskab til at tænke, planlægge og formidle, uden at du behøver at kunne “tegne pænt”. Grafisk facilitering handler om at bruge enkle streger, ikoner, pile og bokse til at gøre komplekse tanker og processer overskuelige — for dig selv og for andre. Vi øver os på de enkle byggeklodser og bruger dem på rigtige opgaver: en idé, du skal have ud af hovedet, et projekt, du skal holde styr på, et forløb, du skal forklare for andre. Du ender med et lille visuelt værktøjssæt, der kan bruges i alle fag.

Vi lærer spillet discgolf: regler, baner, grej og teknik — og spiller en masse på den lokale bane, mens vejret er godt. Undervejs kigger vi på, hvorfor en disc flyver, som den gør, hvad vindretning og vindstyrke betyder taktisk, og hvordan håndgreb, tilløb og kropsrotation ændrer kastet. Vi optager video af jeres egne kast og ser dem igennem sammen, så teknikken bliver bedre hen over perioden.

Kemi fra bunden. Vi nørder det periodiske system, så du får styr på både basis og detaljer, og finder ud af, hvordan verden egentlig hænger sammen kemisk. Vi leger med molekylemodeller og læser indholdsfortegnelser på helt almindelig hverdagskemi fra supermarkedet — så du forstår, hvorfor man ikke bare kan blande hvad som helst sammen. Faget er også for dig, som aldrig rigtig fik det til at sidde fast i folkeskolen.

Badminton for dig, der gerne vil blive bedre. Vi træner de grundlæggende teknikker — opslag, fodarbejde og placering på banen — og arbejder også med de taktiske sider af spillet: hvor modstanderen ikke er, og hvordan man får ham derhen. Vi spiller en masse kampe undervejs, laver målrettede øvelser, og du lærer reglerne ordentligt at kende. Faget er åbent for alle niveauer — du behøver ikke have spillet før.

Kan du godt lide at være til fest, men står lidt akavet, når musikken skifter til noget, man faktisk skal danse til? Her lærer du pardans med vægt på de stilarter, du kan bruge til fester og i byen. Vi starter med grundtrinnene og takten, og bygger langsomt på: at føre, at følge, at skifte partner, og at få det til at hænge sammen, når tempoet stiger. Vi danser til musik, du kender, og du kommer til at prøve begge roller. Du behøver ingen erfaring — kun mod til at grine lidt af dig selv undervejs.

Kan du designe din LEGO-buket? I dette valgfag eksperimenterer vi med at bygge blomster af LEGO. Vi afprøver former, farver og teknikker, og finder ud af undervejs, hvad der virker — for der findes ikke en facitliste, og en blomst kan bygges på mange måder. Vi bygger både efter egne idéer og lader os inspirere af hinanden, og du tager dine egne buketter med derfra. Du behøver ingen erfaring, kun lyst til at lege og prøve dig frem.

“Det var jo gratis, jeg betalte kontant.” “Det var på tilbud, så jeg sparede faktisk penge.” Kender du logikken? I dette valgfag arbejder vi med adfærdsøkonomi og adfærdsdesign: de psykologiske mekanismer bag reklamer, rabatter og alle de køb, vi træffer uden at tænke over det. Vi ser på, hvorfor 199 kroner føles billigere end 200, hvad et “før-pris”-mærke egentlig fortæller, og hvordan en butik, en app eller et feed er bygget til at få dig til at sige ja. Undervejs går vi på jagt i rigtige reklamer og tilbud og regner efter, om besparelsen holder. Du kommer ud med et blik for tricksene bag priser og markedsføring — og en bedre forklaring end “det var jo på tilbud”.

Keramik. Vi arbejder os gennem tre metoder — pladeteknik, pølseteknik og modellering — så du prøver leret fra flere sider og finder ud af, hvilken måde der passer til dig. Du former dine egne ting undervejs, og vi bygger langsomt på, så du både får håndelaget og tålmodigheden med.

Andengradsligningen og modellering. Hvad gør de forskellige led i formlen? Hvor ser vi andengradsligningen ude i virkeligheden? Hvordan kan andengradsligningen bruges som en model af virkeligheden? Undervisningen bliver en god blanding af “numse til stol”-undervisning og undersøgelse af omgivelserne.

Perler, farver, former og masser af kreativitet. Vi designer og laver alt fra smykker og accessories til figurer og dekorationer, og du lærer flere teknikker undervejs — armbånd, vævning, makramé og arbejdet med de større perler. Vi arbejder både hver for sig og sammen i grupper, og perioden kan slutte med en lille udstilling, hvor I viser, hvad I har lavet.

Der skal spilles musik — nye og ældre numre i en skøn blanding. Faget er en indføring i de mekanismer, der skal til for at spille sammen: at få fornemmelsen for sammenhængen mellem akkorderne i en toneart, og at finde ud af, at musik er meget mere end at spille mange toner og hamre løs på instrumentet. En stor del handler om at give de andre plads — eller selv tage den, når det er dig, der bærer nummeret. Og så bliver der øvet, ret meget, før en sang sidder.

Brætspil, kortspil, strategi og masser af hygge. Vi prøver både klassiske spil og nyere titler, du sandsynligvis ikke har hørt om, og der er plads til både konkurrence, samarbejde og grin. Nogle gange spiller vi hurtige spil, hvor holdet skiftes rundt, andre gange sætter vi os for alvor ind i ét stort spil. Du behøver ikke være en spilnørd — bare have lyst til at spille.

Hvordan hænger universet sammen, og hvor står vi selv i det? Vi kommer omkring universets opbygning og skala — Big Bang, galakser, stjerner og solsystemer — og ser på stjerners livscyklus, på planeter og måner, og på Jorden i rummet med årstider, månefaser og sol- og måneformørkelser. Vi kigger også på rumfart og teknologi: satellitter, rumsonder, ISS og missionerne til Mars. Der er film om både den historiske og den fremtidige rumfart, og praktiske øvelser ved siden af teorien.