Anderledes uger

Vi lægger skemaet i skuffen

I løbet af skoleåret har vi uger, hvor vi ikke følger skemaet, men i stedet fokuserer på at skabe nye, fælles oplevelser og minder, mens vi på forskellige måder udforsker og bliver klogere på os selv og hinanden, livet og verden omkring os.

Introforløb

I den første tid på Efterskolen PLAY handler det om at lære hinanden at kende og skabe et stærkt fundament for skoleåret.

Vi begynder året med en fælles velkomst for elever, forældre og ansatte. Herefter mødes elever og forældre med familielæreren og familiegruppen, inden forældrene tager hjem, og efterskolelivet begynder.

I introforløbet har vi fokus på fællesskab, relationer og tryghed. Vi tager blandt andet på introtur med overnatning, lærer lokalområdet at kende og bliver introduceret til Playful Learning, Playful Practice og arbejdet med at være medborger og verdensborger.

Introforløbet indeholder en obligatorisk weekend og afsluttes med en forlænget weekend derhjemme, så alle kan vende tilbage med ny energi og være klar til hverdagen på PLAY.

Uddannelsesdage

I efteråret deltager du og dine kammerater i brobygning, hvor I besøger forskellige uddannelsesinstitutioner og får indblik i mulighederne efter PLAY.

Som en del af uddannelsesdagene arbejder I også med en uddannelsesopgave i samarbejde med lokale virksomheder. Her vælger du et stillingsopslag, skriver en ansøgning og udarbejder et CV.

Ansøgningen skrives, som om du allerede er færdiguddannet og klar til jobbet, mens CV’et tager udgangspunkt i dine faktiske erfaringer og kan bruges senere, for eksempel når du skal søge fritidsjob.

Nogle elever bliver udvalgt til en ansættelsessamtale med en lokal virksomhed, mens lærere og kammerater observerer. På den måde får du praktisk erfaring med at søge job, skrive CV og gå til samtale.

Rejser

Et år på PLAY byder på to skolerejser, hvor fællesskab, oplevelser og læring går hånd i hånd. Rejserne er en vigtig del af efterskoleåret og giver eleverne mulighed for at styrke relationerne, opleve nye steder og skabe minder sammen uden for skolens vante rammer.

Linjetur

Typisk i løbet af efteråret tager vi på linjetur.

Her får du mulighed for at dyrke din passion for dit linjefag i nye og anderledes omgivelser.

Turene har din linje som fokus og kan som regel både være ture til et sted i Danmark, Sverige og Tyskland.

Medborger- & Verdensborgertur

I foråret tager vi alle på en fælles rejse. I 2026 er turen gået til Istanbul, Tyrkiet.

Du kommer til at opleve, hvor værdifuldt det er, at rejse ud i verden og møde andre unge.

Afslutningsugen

Vi kommer ikke uden om det: Efterskoleåret får en ende. Derfor skal vi ved skoleårets afslutning have pakket sammen og gjort os klar til at tage hjem, og så skal vi have taget ordentlig afsked med hinanden.

Vi rydder op på værelser og fællesområder og sørger i fællesskab for en god hovedrengøring. I løbet af de sidste dage er der særligt fokus på god stemning og sociale aktiviteter i det store fællesskab.

Den sidste aften bliver hyggelig og festlig. Vi spiser en god middag, og så laver vi revy, fakkeloptog og bål.

Afslutningsdagen er med både elever og forældre. Her vil der være fællessange og taler fra elever og ledelsen, inden vi siger ”på gensyn”. Vi ses heldigvis igen til gammel-elevdag.

Elever hygger sig i fællesskabet på efterskolen